Gør idéer til aktiver

IP-bloggen

Patentretlige emner drøftet i WIPO-arbejdsgruppe
Af Barbara Suhr-Jessen, 08-02-2010 kl. 17:29
Patent- og Varemærkestyrelsen repræsenterede Danmark på mødet i WIPO’s Standing Committee on the Law of Patents (SPC) den 25.-29. januar 2010.

Dagsordenen for mødet var for tredje år i træk arbejdsgruppens fremtidige arbejdsprogram, og de industrialiserede lande og udviklingslandene har fortsat forskellige syn på, i hvilken retning arbejdet skal gå. De industrialiserede lande ønsker at drøfte substans-harmonsering af patentretten og andre emner, som kan forbedre det internationale patentsystem - herunder ”client-attorney privilege” og ”quality management systems”. Til forskel herfra ønsker udviklingslandene tilsyneladende udelukkende at arbejde med emner som direkte relaterer sig til udviklingsagendaen - som f.eks. patentsystemet i forhold til ”climate change”, ”food security”, ”public health” og ”exclusions and limitations to patentability”.

På mødets første dage drøftede arbejdsgruppen på overordnet plan nogle studier udarbejdet af WIPO, efter bestilling fra arbejdsgruppen, om følgende emner:

- Client-Attorney/Adviser Privilege
- Dissemination of Patent Information
- Standards and Patents
- Transfer of Technology
- Opposition Systems

Det tidligere bestilte studium om ”Exclusions and Limitations to Patentability”, som efter udviklingslandenes ønske skal udarbejdes af uafhængige eksperter, var endnu ikke færdigt, men skal drøftes på det næste SCP-møde, som finder sted den 11.-15. oktober 2010. Brasilien fremlagde på mødet et selvstændigt dokument om det samme emne, som fik stor opbakning fra udviklingslandene. De industrialiserede lande blev derimod først præsenteret for dokumentet under selve SCP-mødet og havde derfor ikke mulighed for at tage stilling til dokumentets indhold på dette møde. Det blev besluttet at vente med en substansdrøftelse af Brasiliens dokument til det næste SCP-møde i oktober, hvor det vil blive drøftet i sammenhæng med det ovennævnte ekspert-studium om samme emne.

Mødets to sidste dage blev brugt på, under uformelle konsultationer, at diskutere det fremtidige arbejdsprogram. Det lykkedes ikke at opnå enighed – heller ikke om arbejdsprogrammet for det næste møde i oktober. Agendaen for oktober-mødet bliver derfor den samme som til dette møde med tilføjelse af det uafhængige ekspert-studium om ”Exclusions and Limitations to Patentability” og Brasiliens dokument om dette emne. Yderligere emner kan tilføjes til agendaen, såfremt en medlemsstat begærer det i rette tid.

SCP-arbejdsgruppens diskussioner er de senere år gået fra at være af ”teknisk” karakter til at være meget politiske. Alt tyder på, at det ikke bliver muligt at drøfte substans-harmonisering af patentretten i SCP-regi inden for en nær fremtid. Det bemærkes, at de industrialiserede lande fortsat drøfter substans-harmonisering af patentretten i den såkaldte B+ arbejdsgruppe, som blev oprettet i 2005, fordi harmoniseringsarbejdet ikke skred tilstrækkeligt fremad i WIPO (se eventuelt link til tidligere blog-indlæg om B+ gruppens arbejde ).

Alle mødedokumenter inkl. mødelederens referat fra mødet er tilgængelige via dette link til WIPO’s hjemmeside.

Kommentarer

Ingen kommentarer tilknyttet


Tilføj kommentar

*Nødvendige felter
Navn*:
E-mail:
Hjemmeside:
Kommentar*:
max. 4000 tegn
Antal tegn:
Sikkerhed*
Hvad er
1705 minus 2

Abonnér med RSS

Både vores presseklip og vores weblog kan du abonnere på ved hjælp af RSS. Det er en nem måde at modtage nyheder fra os via nettet, uden at du behøver at besøge vores hjemmeside.

Læs mere om RSS her
Creative Commons License