IP-bloggen

Information om patentreformen
Af Heidi Bech Linaa, 25-02-2014 kl. 07:47

Den 25. maj 2014 er der folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal tilslutte sig den fælles patentdomstol.

Regeringen har påbegyndt en oplysningsindsats om den europæiske patentreform. Se mere på Erhvervs- og Vækstministeriets hjemmeside samt på patentreformen.dk.

Kommentarer

George Brock-Nannestad (25. februar 2014 kl. 10:24)
Kære Heidi,

det er dejligt, at det nu er sparket igang! Jeg vil gentage, hvad jeg kommenterede på det meget gamle indlæg fra september 2013 (og mange tak for dit gensvar):

"21. februar 2014

Kære bloglæsere,

det lader til, at jeg er den første, som på PVS' blog skriver om, at der angiveligt er indgået en politisk aftale mellem regeringen og nogle udenforstående partier om, at der skal etableres en dansk afdeling af Patentdomstolen, UPC.

Jeg ser det som et forsøg på at sparke debatten igang om, hvad der er reelle fordele og reelle ulemper ved at Danmark tilslutter sig hurtigt, dvs. efter et "ja" ved folkeafstemningen. Der er nogle, som nok ønsker lidt større overvejelser, fordi praktisk talt intet er fastlagt, om hvordan det kommer til at køre i praksis, og hvad det kommer til at koste. Især omkostningerne for dem, der ikke udtager patenter, men blot skal respektere andres, er hidtil helt uomtalt.

PVS har en stor opgave med at stille blogplads til rådighed for en konstruktiv debat.

Bedste hilsner,

George Brock-Nannestad"

God debat,

George
George Brock-Nannestad (13. maj 2014 kl. 01:02)
I mine forsøg på at forstå konsekvenserne ved Patentdomstol og Enhedspatent for den lille virksomhed, som ikke normalt beskæftiger sig med patenter har jeg forsøgt at skønne over, hvor mange patentrettigheder, der vil komme til Danmark på grund af den eventuelle indførelse af Enhedspatentet. Jeg har set på EPO's statistik over godkendte patentansøgninger, og det giver nok det bedste skøn over antallet af patentrettigheder i Danmark fremover. Så har jeg forsøgt at skønne over fordelingen på fagområder, og jeg vil gerne holde det op imod fordelingen for de patenter, som hidtil er valideret i Danmark. Hertil har jeg brug for "Udstedte EP-patenter valideret i DK opdelt efter IPC-klasser", men det dokument, hvor dette kunne findes, er siden mit seneste besøg den 5. marts reduceret til kun 3 sider, og opdelingen mangler. Hvorfor?

Hvis I har bedre kilder til at vurdere, hvordan fremtiden kan komme til at se ud, så omtal dem gerne i Jeres svar her i bloggen.

Bedste hilsner,

George Brock-Nannestad
Simon Hauptmann (13. maj 2014 kl. 15:07)
Kære George Brock-Nannestad,

Tak for din kommentar.

Vi har opdateret statistikken på vores hjemmeside med tal for 2013. Tabellerne vedr. IPC-klasserne er under udarbejdelse og fremgår på nuværende tidspunkt ikke af opgørelsen. De forventes at være tilgængelig snarest.

Opgørelsen med tallene for 2012, der også indeholder tal for udstedte EP-patenter valideret i DK opdelt efter IPC-klasser, kan du finde her:
http://www.dkpto.dk/media/34658/internationale%20patenter%202012.pdf

Vh. Simon Rahlf Hauptmann

Fuldmægtig
Politik & Jura
Patent- og Varemærkestyrelsen
Telefon: 4350 8553

SRH@dkpto.dk
George Brock-Nannestad (14. maj 2014 kl. 09:39)
Tak, Simon!

Mit ønske er jo at få et rimeligt retvisende billede af en typisk fordeling af fremtidige Enhedspatenter på faggrupper, dvs. på IPC Class-niveau. Hvis jeg sammenligner det med fordelingen af validerede danske patenter (situationen, hvis der stemmes NEJ ved folkeafstemningen), så vil vi kunne få to oplysninger:

- forskellen i fordeling vil vise, i hvilke tilfælde omverdenen har opfattet det relevant at validere i Danmark, fordi man allerede anser enten markedet eller den tekniske udvikling i Danmark interessant: det er med andre ord tekniske områder, hvor der allerede idag er mindre Freedom-to-Operate

- når alle godkendte europæiske ansøgninger overhovedet vil blive gyldige i Danmark, så vil vi for de enkelte fagområders virksomheder kunne se, hvor stor deres årlige overvågningsbelastning bliver, MEN ikke mindst: det vil vise, i hvilke fagområder der ikke længere kan udvikles frit og produceres til det danske marked.

Jeg bemærker, at tallene fra 2003 til 2012 allerede var klasseopdelt fra PVS i januar 2013 (den version, du henviser til, er fra marts 2013), medens tallene for 2013 så sent som april 2014 stadig mangler. Helt konkret er det ikke godt nok (“snarest” er en fornærmelse!), men for mine sammenligninger ændrer det ikke ved de overordnede tal.

Det kan blot undre mig, at sådanne statistiske fremskrivninger overhovedet ikke har været berørt i debatten. Freedom-to-Operate er da noget helt essentielt for at tjene penge og det kommer længe før man som virksomhed selv begynder at indlevere patentansøgninger.

Jeg anser, at PVS har været alt for usynlig i denne sag!

Med venlig hilsen,

George


Tilføj kommentar

*Nødvendige felter
Navn*:
E-mail:
Hjemmeside:
Kommentar*:
max. 4000 tegn
Antal tegn:
Sikkerhed*
Hvad er
2519 minus 2